Hvad sker der, når det der mætter forgrunden skubbes i baggrunden? – og hvad sker der, når vi lytter til det, der virker fjernt fra os, men som samtidig virker bekendt?
Denne eksposition udforsker, hvad der sker når vi lytter til baggrunden i både en spatial og temporal forstand og undersøger, hvad der sker, når forskellige sproglige materialer bringes i forgrunden såvel som i baggrunden.
Hvad kan disse materialer fortælle, når vi lytter? – og hvordan kan vi gå i dialog med disse materialer?
I ekspositionen tilgås sprog som en materialitet, der omfatter visualitet som sprog, lyd som sprog og det skrevne og talte ord som sprog, og ekspositionen udforsker, hvad der sker, når disse sprog ændrer positioner.
Med afsæt i baggrundens dobbeltbetydning, dels som den spatiale baggrund, der er i fysisk afstand fra os, og dels den strukturelle baggrund, der internaliseres over tid, og som derfor (paradoksalt nok) mætter vores forgrund, udforsker ekspositionen, hvordan afstand og nærhed påvirker måder, hvorpå vi lytter, og om hvorvidt bevægelser og forskydninger mellem forgrund og baggrund kan muliggøre måder at lytte på, der ophæver og ufærdiggør steder.